31-årige Kristian fra Aars er personlig træner, kostvejleder og fitnessinstruktør. Titler som han har erhvervet sig gennem et væld af uddannelser. Kristian er blandt andet uddannet statsautoriseret personlig træner og fitnessinstruktør fra Tradium Randers, EREPS 3 og 4 fitnessinstruktør, personlig træner efter de europæiske standarder - og sidst men ikke mindst, kostvejleder fra Fitness Institute.
Uddannelserne giver Kristian mulighed for at have et arbejde, der gør ham glad - og for at leve det liv, han ønsker. Glæden for træning og fitness har altid været en del af Kristians liv. Det var dog først, da han mødte modgang i livet, at han valgte at omstrukturere sit liv, så han kunne leve af sin passion. For år tilbage mistede Kristian sin lillebror til kræft. Sorgen over at miste satte skub til et misbrug, der resulterede i en tur i fængsel.
I den modgangstid besluttede han sig for, hvilket liv han fremadrettet gerne ville leve. “Fitness var min redning”, fortæller han, og beskriver, hvordan han oplevede at kunne hjælpe andre i fængslet, der kom og spurgte ham om hjælp og gode råd til træning. “Jeg kunne godt lide at hjælpe andre - det var mit kald - og jeg startede derfor uddannelsen med det samme, da jeg kom ud”, fortæller han.
Pludselig stod Kristian i en situation, hvor han rent faktisk var glad for sit arbejde. En fremmed situation for ham, da tidligere arbejdspladser aldrig rigtig havde givet ham glæde. Nu står Kristian som professionel personlig træner og nyder hvert et øjeblik - “Det her er første job, hvor jeg virkelig nyder det. Jeg er meget taknemmelig for at have fundet det!”.
I hverdagen er Kristian at finde i et fitnesscenter i Aars og i et motionscenter i Suldrup. Om sit erhverv fortæller Kristian, at hans hovedopgave er at hjælpe andre mennesker med at få en bedre livsstil. Dette gælder for alle typer mennesker - også med opgaver indenfor både kost og motion. Netop det at hjælpe andre er, hvad Kristian nyder ved sit arbejde. At skabe glæden hos andre og at se dem nå sine mål.
Netop klienternes succes er også det, der motiverer Kristian. “Jeg bliver motiveret, når jeg ser, at det går godt for mine klienter. Hvis de er inde i en god stime og opnår gode resultater, så klapper jeg lige mig selv på skulderen for at have givet gode værktøjer videre til klienterne - og dermed hjulpet dem med at opnå gode resultater”.
Det største skridt i Kristians karriere var, da han fandt modet til at springe ud som selvstændig. “Jeg havde tænkt over det længe - jeg manglede bare modet til det. På et tidspunkt fik jeg hjælp - et lille skub - så sprang jeg bare ud i det”, fortæller han.
Et spring han i dag er meget taknemmelig for at have taget. Ikke blot grundet friheden, men også glæden han finder ved sit selvstændige arbejde som personlig træner. I fremtiden drømmer Kristian om at få sit eget fitnesscenter - “Det må være næste skridt på vejen”.