Vil du være med til at beskytte borgernes data og styrke cyber- og informationssikkerheden i Vesthimmerlands Kommune? Motiveres du af at omsætte lovgivning og tekniske krav til praksis – og arbejde tæt sammen med både ledere, fagpersoner og IT-specialister? Så kan du være vores nye konsulent i Strategisk Udvikling i Vesthimmerlands Kommune.
En central rolle i kommunens sikkerhedsarbejde
I Vesthimmerlands Kommune tager vi borgernes data og informationssikkerhed alvorligt. Vi arbejder systematisk med at overholde gældende lovgivning og følge anbefalinger inden for cyber- og informationssikkerhed – herunder implementeringen af NIS2. Derfor søger vi en informationssikkerhedskonsulent, der vil spille en central rolle i udviklingen og forankringen af kommunens sikkerhedsarbejde.
Du bliver en del af staben Politik, Strategi og IT i afdelingen Strategisk Udvikling. Her samarbejder vi tæt med hele organisationen om at sikre, at kommunen har de rette teknologier – og at de anvendes sikkert og effektivt. Stabens kerneopgave er: “Vi fremmer sikker drift og strategisk udvikling, så organisationen lykkes med de politiske og administrative visioner og mål.”
Vores ambition er at være kendt for dialog, ordentlighed, fleksibilitet, samarbejdsvillighed, løsningsfokus og proaktivitet.
Dine vigtigste opgaver
Som konsulent i cyber- og informationssikkerhed bringer du din viden og erfaring i spil og omsætter komplekse krav til forståelige og anvendelige løsninger for kommunens medarbejdere. Du arbejder både strategisk og praksisnært og får en bred kontaktflade på tværs af organisationen.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- udarbejde og vedligeholde politikker, retningslinjer og procedurer inden for cyber- og informationssikkerhed
- følge op på efterlevelse og understøtte implementering i praksis
- samarbejde med IT-afdelingen om den tekniske del af sikkerhedsarbejdet
- rådgive ledere og medarbejdere om risici, udfordringer og løsninger
- være ansvarlig for gennemførsel af de aktiviteter, der sikrer, at vi overholder NIS2 og anden relevant lovgivning
Din profil
Din formelle uddannelsesbaggrund er ikke afgørende. Du kan have en akademisk eller teknisk baggrund – f.eks. inden for IT, informationssikkerhed eller anden relevant baggrund. Det vigtigste for os er, at du har solid erfaring, stærke faglige og personlige kompetencer samt motivation for at arbejde med cyber- og informationssikkerhed i en kommunal kontekst.
Vi forestiller os, at du:
- har viden om cyber- og informationssikkerhed og kender til relevante standarder som CIS18, ISO 27001, ISO 27002 m.fl.
- arbejder struktureret og selvstændigt og tager ansvar for dine opgaver
- har en bred teknisk forståelse
- kan formidle komplekse juridiske og tekniske emner på en forståelig måde til forskellige målgrupper
- opbygger og vedligeholder stærke relationer på tværs af kommunen
- kan drive projekter og evaluere processer
- holder dig opdateret på gældende og ny lovgivning på området
Om afdelingen og teamet
Strategisk Udvikling består af 15 medarbejdere, der arbejder med HR, digitalisering, cyber- og informationssikkerhed og forsikring i tæt samarbejde med hele kommunen.
Du bliver en del af et team med to informationssikkerhedskonsulenter, kommunens databeskyttelsesrådgiver og en studentermedhjælper. Vores opgaver løses i samarbejde med fagpersoner, IT-specialister, konsulenter og ledere. Vi lægger stor vægt på koordinering, fælles retning og høj faglighed – samt en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Vi tilbyder
Hos os får du en central rolle i kommunens strategiske arbejde med cyber- og informationssikkerhed. Du får mulighed for at præge udviklingen på området og arbejde med varierede og fagligt udfordrende opgaver, som du selv har indflydelse på at tilrettelægge.
Du bliver en del af et tværkommunalt samarbejde på tværs af de nordjyske kommuner. Samarbejdet foregår i projektform og har til formål at styrke kommunernes compliance med NIS2-lovgivningen. Arbejdet har lige nu et særligt fokus på rapportering til ledelsen, udvikling af politikker og procedurer, videndeling på tværs af kommunerne samt sikring af en effektiv implementering og opfølgning.
Vi prioriterer både faglig og personlig udvikling og arbejder med frihed under ansvar. Vi har fleksible rammer og arbejder efter konceptet “Slip tiden fri”, som giver mulighed for hjemmearbejde og en 4-dages arbejdsuge. Derudover tilbyder vi sundhedsordning, personaleforening og engagerede kolleger med høj faglighed.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Løn fastsættes efter principperne i Ny Løn og forhandles med den faglige organisation.
Yderligere oplysninger
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler mandag den 23. februar 2026 og eventuelt 2. samtale torsdag den 26. februar 2026.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at ringe til nedenstående kontaktpersoner på deres mobilnummer.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vesthimmerlands Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Strategisk udvikling, Vestre Boulevard, 9600 Aars
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/2259ec05-80db-49d6-a744-b899863d3175