Vesthimmerland: Kommune og politi vil forebygge indbrud og højne tryghed med ny aftale

dato

Selv om samarbejdet allerede er godt, skal en ny partnerskabsaftale mellem Vesthimmerlands Kommune, Nordjyllands Politi og Bo trygt nu sikre borgerne endnu højere tryghed og endnu færre indbrud.

Vesthimmerlands Kommune, Nordjyllands Politi og Bo trygt har i dag den 10. december indgået en partnerskabsaftale, ”Bo trygt i Vesthimmerland”. 

 

Med denne aftale i hånden har parterne ambitioner om at gøre Vesthimmerlands Kommune til et endnu tryggere sted at bo, for forebyggelse bliver man aldrig færdig med, lyder det fra politiet:

 

- Vi synes bestemt, at vi allerede har et rigtig godt samarbejde med Vesthimmerlands Kommune. Men med det her partnerskab får vi endnu en vinkel ind i forebyggelse af indbrud og forskellige tryghedsskabende tiltag i Vesthimmerlands Kommune. Forebyggelse er altid en kerneopgave for politiet, og det er også en løbende opgave, vi aldrig bliver færdige med,” siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen, Nordjyllands Politi.

 

Hun siger, at man især gerne vil engagere flere borgere som nabohjælpere og nabovenner, fordi myndighederne let kan kommunikere kriminalpræventive råd til disse netværk. Men det er også sandsynligt, at partnerskabet bliver afsæt til tryghedsskabende tilbud for borgerne som fx byvandringer med politiet, hvor man fx ser på de konkrete muligheder for at forebygge indbrud eller skabe højere tryghed i et konkret boligområde.

Politidirektør Anne Marie Roum Svendsen og borgmester Per Bach Laursen underskrev en ny partnerskabsaftale på borgmesterkontoret i <span class=Aars tirsdag den 10. december 2024">
Politidirektør Anne Marie Roum Svendsen og borgmester Per Bach Laursen underskrev en ny partnerskabsaftale på borgmesterkontoret i Aars tirsdag den 10. december 2024

 

På borgmesterkontoret i Aars er borgmester Per Bach Laursen også positiv over for den nye snitflade i form af partnerskabsaftalen med Nordjyllands Politi.

- Jeg er meget glad for, at vi med denne aftale kan styrke det allerede gode samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune og Nordjyllands Politi. Med partnerskabsaftalen kan vi forhåbentlig sikre endnu færre indbrud og en endnu højere grad af tryghed for vores borgere. Det er vigtigt, at vi hele tiden arbejder for at gøre vores kommune til et sikkert og trygt sted for alle, siger Per Bach Laursen.

- Forebyggelse kræver en stærk fælles indsats, og jeg synes, at det er meget positivt med flere tryghedsskabende initiativer som f.eks. Nabohjælp, men også vores kendskab, samarbejde og synlighed med vores nærpolitistation, som blev åbnet tilbage i 2021, slutter borgmesteren. 
 

Fakta

Partnerskabsaftalen ”Bo trygt i Vesthimmerland” er et samarbejde mellem Nordjyllands Politi, Vesthimmerlands Kommune og Bo trygt. Samarbejdet er indgået pr. 10. december 2024 og er indtil videre gældende frem til og med 2026. 

 

TrygFonden og Realdania står bag Bo trygt sammen med Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

 

https://nabohjaelp.botrygt.dk

https://botrygt.dk 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi