Når Ild Pizza åbner sin nye butik i Himmerlandsgade 85, forventer ejerne bag, at der bliver så travlt med at lange kvalitetspizzaer over disken i weekenderne, at der skal ansættes 20-25 nye medarbejdere.
Ombygningen af lokalerne i ejendommen Himmerlandsgade 85 er i fuld sving, så butikken kan stå flot og indbydende, når Ild Pizza slår dørene op for pizzaer i verdensklasse.
Hos Ild Pizza går man ikke på kompromis med kvaliteten. Alle pizzaer bliver bagt ved åben ild i en ægte italiensk stenovn, og pizzadejen er udviklet i samarbejde med Marco Fuso, der er udråbt som verdensmester i pizzabagning. Der benyttes kun råvarer af højeste kvalitet, og hverken kød eller grønt har på noget tidspunkt været frosset ned.
Selvom der kommer til at være 25 siddepladser hos Ild Pizza i Aars, er butikken tænkt som et take away-sted, og al bestilling skal foregå online. Til gengæld kan man selv sammensætte sin pizza præcis, som man vil have den, og der tilbydes både glutenfri pizzaer og pizzaer til vegetarer.
Ild Pizza vil gerne støtte det lokale, og første dags omsætning bliver derfor skænket til en lokal idrætsforening.
Butikken i Aars bliver Ild Pizzas 18. butik, og ejerne bag forventer at den åbner i løbet af juli.