Knallertkontrol i Aars

Profilbillede
dato

<br>Betjente fra Forebyggelse og nærpolitiet i Himmerland foretog 21. september en kontrol af knallerter i Aars i Vesthimmerland kommune.

Kontrollen skete, oplyser den ansvarlige for indsatsen, politikommissær Mikkel Mitchell, i forlængelse af den seneste indsats mod ulovlige knallerter. 
 
”Denne gang foregik det i Aars midtby. Og i løbet af eftermiddagen var tre unge mænd blevet sigtet for at have kørt på en såkaldt konstruktivt ændret knallert, altså ulovlige knallerter,” fortæller Mikkel Mitchell. 

Politikommissæren tilføjer, at sigtelserne mod de unge mænd på henholdsvis 16, 17 og 18 år desuden medfører, at der er lagt op til betingede frakendelser af deres førerret 
 

Handler om sikkerhed

Mikkel Mitchell understreger, at det er et fokusområde for Forebyggelse og nærpolitiet at få de unge mennesker, der kører for stærkt på knallerter, til at forstå farligheden af det. Kontrollerne handler med andre ord om trafiksikkerhed.
 
”Desværre er netop den gruppe unge trafikanter overrepræsenteret i trafikulykker,” siger politikommissæren, der ligeledes pointerer, at netop hurtig knallertkørsel også giver anledning til utryghed for de lokale borgere, som har det tæt på:

”Derfor kommer vi også til fortsætter med at gennemføre lignende kontroller i den kommende tid.”  
 
Han har to opfordringer: 
* Til de unge, der kører for stærkt: ’Lad være; det er farligt.’ 
* Til de unges forældre: ’Tag en god snak ved middagsbordet derhjemme om knallertkørsel og trafiksikkerhed’ 
 
Som Mikkel Mitchell siger: 
 
”Vi vil så nødigt skulle ud og banke på hos forældre for at fortælle, at deres søn eller datter er kommet alvorligt til skade i trafikken. Sænker man hastigheden på knallerterne og viser hensyn i trafikken, så bliver trafikken mere sikker og tryg for os alle – og vi minimerer risikoen for, at vi skal ud med en trist og tragisk meddelelse til forældrene.” 
 
Politikommissæren vil naturligvis ikke løfte sløret for præcist, hvor og hvornår næste kontrol af knallerter bliver.
 
”Men”, som han kort fastslår, ”det bliver snart.” 

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi