HotSpot åbner igen

Foto: HotSpot Vesthimmerland er åbnet igen.
Profilbillede
dato

Den 6. februar 2020 slog de unges sted HotSpot med stor succes dørene op for et miljø for alle unge fra 7. klasse til 21 år i Vesthimmerland. Stedet blev lynhurtig populært blandt de unge, men godt en måned senere blev stedet lukket ned igen på grund af coronaen. 

Den 16. august 2021 kunne HotSpot så endelig åbne igen til stor glæde for de unge i Vesthimmerland og Ung Vesthimmerland, som står for driften af stedet. 

HotSpot nåede aldrig at blive til det, der var tanken – nemlig at de unge selv er aktivt med til at opbygge stedet, skabe miljøet og gøre lokalerne i det tidligere rådhus i Aars til et attraktivt og unikt sted for alle unge i Vesthimmerland. Det er der så endelig mulighed for igen.

I HotSpot er der en stor scene, der kan bruges til koncerter, teater, fester og meget andet. Og de mange lokaler på stedet giver de unge mulighed for at lave alt mellem himmel og jord. Om det er at tegne, male, bage, lave kunsthåndværk, dyrke yoga, spille computerspil eller blot hygge sig og sludre med vennerne – kun lysten og fantasien sætter grænserne.

Det er næsten halvandet år siden, at HotSpot åbnede og kort efter lukkede igen til stor ærgrelse for brugerne. Nu er de unges sted endelig åbent igen, hvilket markeres med en stor åbningsfest d. 6. september 2021.

Kilde: HotSpot Vesthimmerland er åbnet igen