Har du lyst til at prøve kræfter med Volleyball?

Profilbillede
dato

Har du lyst til at finde ud af, om volleyball skulle være noget for dig, så har du chancen nu, hvor Vesthimmerlands Volleyball Klub byder velkommen til sæsonen 2021/2022.

Vesthimmerlands Volleyball Klub har glædet sig til at åbne dørene for både gamle og nye spillere, og klubben er klar med dygtige trænere til både herrehold og damehold i den nye sæson, der begynder tirsdag d. 17. august 2021.

Vesthimmerlands Volleyball Klub er en mindre volleyball-klub, der har hovedsæde i Aars. Selvom klubben ikke er så stor, deltager de alligevel i Danmarksserien med både et herrehold og et damehold, så man kan komme ud og spille rigtige kampe. 

Klubben har fokus på at udvikle både spillere og selve spillet, men der er også stort fokus på det sociale samvær. Det skal jo også være sjovt at spille volleyball.

Træningen foregår om tirsdagen fra kl. 19.30 til 21.30 i Gymnasiehallen i Aars, og har du lyst til at prøve kræfter med at spille volleyball, så kan du lade det komme an på en prøve. Klubben tilbyder nemlig tre prøvetræninger, og du kan bare møde op til træningen uden forudgående tilmelding på tirsdag. Og tag gerne en ven eller veninde med. 

Finder du ud af, at volleyball lige er dig, koster det 750 kr. per halve år at være medlem af klubben.

Kilde: Redaktionen