Har I valgt at blive hjemme med børnene i sommerferien, er der masser af forskellige lærerige og sjove aktiviteter at vælge mellem. En af dem er Vesthimmerlands Museums stjerneløb, som gør jer klogere på nogle af Aars’ historiske steder.
Stjerneløbet er målrettet de 7-12 årige, men alle barnlige sjæle er velkomne til at deltage i løbet, som foregår i juni, juli og august. I denne periode er der placeret 10 poster på historiske steder i Aars’ centrum, så det er bare at tage med børnene på opdagelse i byens fortid og få en hyggelig dag sammen.
Stjerneløbet vil bringe jer omkring historiske steder i Aars, og undervejs kan man blandt andet finde ud af, hvad ”Det lille København” og ”Gendarmslaget” er, og hvem der boede i Aars i vikingetiden. Der er omkring fem minutters gang mellem de enkelte poster.
Til løbet hører et lille opgavehæfte og et kort over de forskellige poster. Begge dele kan hentes i museumsbutikken på Søndergade 44 i Aars mellem 10.00 og 16.00 (undtagen mandag) eller downloades her.
Når man har svaret på alle 10 spørgsmål i opgavehæftet, kan man hente en lille præmie på Vesthimmerlands Museum.