Europas første og eneste økologiske lodrette landbrug ligger i Aars

Profilbillede
dato

Selvom Kaya Herbs’ lokale til dyrkning af krydderurter er på 1300 m2, er dyrkningsarealet alligevel oppe på 1442 m2. Det opnås ved at dyrke i højden, det man kalder lodret landbrug, hvilket giver en markant bedre udnyttelse af dyrkningsarealet.

Kaya Herbs er ikke blot frontløbere i forhold til at forsøge sig med lodret landbrug i Norden. Virksomheden har også selv udviklet en særlig LED-belysning tilpasset krydderurternes behov, og alt dyrkes på biodynamisk vis uden unødvendig rovdrift på naturens ressourcer. Alt i alt betyder det, at hos Kaya Herbs bruger man mindst 60% mindre vand i forhold til et almindeligt væksthus, og energiforbruget i virksomheden er op til 70% mindre end ved traditionel dyrkning.

Udover besparelserne på vand og energi, giver virksomhedens særlige dyrkningsmetode også krydderurter med væsentlig kraftigere duft og smag end de krydderurter, vi ellers er vant til.

Kaya Herbs blev etableret på Messevej i Aars i 2017 af iværksætterne Robert Pedersen, Arne Vammen og Claus Wimmer-Aune. Efter et par år med test og forsøg, har virksomheden nu fået styr på produktionen og leveringsaftaler med blandt andre Rema 1000 og Coop. I 2021 håber iværksætterne at kunne fordoble produktionen af økologiske krydderurter.

Kig efter Kaya Herbs, næste gang du er en tur i Brugsen eller Rema 1000 og støt op om et lokalt bæredygtigt iværksættereventyr, som også er blevet til med hjælp fra elever på ungdomsuddannelsen FGU i Aars.

Kilde: Redaktionen