En sen nattetime i 2009 mødtes Ale, Rune og Nikolaj til en intens jamsession på Nørrebro Spilletræf. Det var kærlighed ved første tone, og et nyt band var født. Siden da har de tre folkemusikere udfordret de gamle traditioner og givet den nordiske folkemusik et nyt look - det har gjort dem ombejlede og eftertragtede verden over.
Musikken er i frit fald, når Dreamers’ Circus går på scenen. Med rødder i traditionsmusikken blander de nutidige kompositioner med filmiske stemningsbilleder og en sound inspireret af indiekunstnere som Bon Iver, Sufjan Stephens og Loney Dear. Sammen med publikum forvandles hver koncert til en intens musikoplevelse fuld af virtuositet og dynamisk ekspertise, der tilsammen fremkalder både sårbarhed og folkefest.
Opmærksomhed har der derfor også været meget af siden bandets start. I årenes løb er det blandt andet blevet til adskillige priser ved Danish Music Awards, flere nomineringer til Carl Prisen, et Ridderkors, en stjernedryspris fra Kronprinseparret, et par tv-programmer med Søren Ryge samt ikke mindst en voksende lytterskare, der trofast følger trioens konstant nytænkende musik.
Men det er ikke kun på spillesteder og festivaller i Danmark, at Dreamers’ Circus hædres; også den japanske stjerneinstruktør, Hayao Miyazaki, har kastet sin kærlighed på bandet. Det har resulteret i flere privatkoncerter hos filmskaberen, der står bag titler som “Min nabo Totoro” og “Chihiro og heksene”. Netop Miyazakis fascination af Dreamers’ Circus er næppe nogen tilfældighed, for trioens musik byder både på fortællinger om eventyr, mystik og drømmen om noget, der var engang - alt sammen fremført med en besnærende aktualitet og et helt enestående udtryk: ”De tre musikanter anslår ikke en streng uden at vide, præcis hvilken styrke og teknik der skal til for at fremskaffe den helt rigtige klang”, som Louise Rosengren, Information, udtrykker det.
Dreamer's Circus er:
Nikolaj Busk: flygel, harmonika, synths
Rune Tonsgaard Sørensen: violin, guitar, synths
Ale Carr: cittern, guitar, kanel, ukulele, træskoviolin, harmonium, synths
Anmelderne skriver
“Autentisk folkemusik fra en anden planet.”
- Peter Bastian
”Dreamers’ Circus gør for nordisk folkemusik, hvad Astor Piazzolla og tango nuevo gjorde for den argentinske folkemusik.”
- Kim Skotte, Politiken
“Det er den mest fabelagtige forestillingskraft og det mest dirrende nærvær, der er på spil, når Dreamers’ Circus fornyer folkemusikken.”
- Emil Eggert Scherrebeck, Information
“En lysende koncert, der talte til alle sanser.”
- Torben Holleufer, Gaffa
“Seksstjernet lyksalighed”
- Lene Kryger, Fyens Stiftstidende
”Dreamer’s Circus mestrer deres instrumenter så naturligt, at man foranlediges til at tro, at Rune Tonsgaard Sørensen, Nikolaj Busk og Ale Carr har håndteret bue, tangenter og strenge lige siden Jesu fødsel”
- Louise Rosengren, Information
Billetpris: Kr. 200,- inkl. gebyr
Sted: Jyllandsgade 54 9600 Aars
Tidspunkt: 21/10-2020 kl. 19.30 - 21.30
Arrangør: Vesthimmerlands Musikhus ALFA