Aarstidens Kvinder donerer 10.000 kroner til nordjyske børn med diabetes 1. Donationen skulle have været afleveret i forbindelse med Den Internationale Diabetesdag den 14. november. Desværre måtte overrækkelsen og den planlagte gåtur i Jenle Plantage aflyses – grundet Covid-19 situationen. Det holder os ikke fra at overrække beløbet, så det kan komme de 250 nordjyske diabetesbørn til gode.
Henning Thygesen som er formand for Børnefamiliegruppen Nordjylland, forventer at pengene vil blive anvendt til et familiearrangement. Der vil børnene få lov til at være børn, og forældrene få mulighed for at vende de udfordringer som dagligdagen byder på, når der er et barn med diabetes i familien.
I Vendsyssel er der 90 børn tilknyttet ambulatoriet i Hjørring og 160 er tilknyttet Aalborg-ambulatoriet. Lions i hele verden har diabetes som mærkesag, og det støtter Aarstidens Kvinder op om, og donerer derfor til børn med diabetes 1.
Aarstidens Kvinder håber at gennemføre det aflyste arrangement i Jenle Plantage på et senere tidspunkt og stadigvæk i samarbejde med Diabetesforeningen - Vesthimmerland Lokalforening
Det vil vi se frem til og håber i den forbindelse, at mange vil bakke op om initiativet.