Aarstidens Kvinder rensede natur for affald

Profilbillede
dato

Lions - Aarstidens Kvinder har samlet affald langs Planetstien fra Aars til Blære. Et stykke af den smukke sti er nu blevet endnu smukkere, fordi der i weekenden blev fjernet affald fra de grønne rabatter.

Langs stien blev der blandt andet samlet mængder af plast, flamingo, dåser og cigaret-skodder. Det som kom mest bag på deltagerne, var de mange fyldte høm-høm poser som primært blev fundet indenfor bygrænsen i Aars. Efter turen på knap otte kilometer havde de fyldt adskillelige af de grønne affaldsposer fra Ren Natur.

Affaldsfrie områder glæder
Indsamling af affald skærper bevidstheden om den glæde det skaber at have rene og affaldsfrie lokalområder, og stien fra Aars til Blære er nu langt renere end tidligere. ”Hos Aarstidens Kvinder er vi glade for at gøre en synlig forskel for alle der bruger Planetstien, og forhåbentlig får andre foreninger lyst til at melde sig til at renholde andre områder,” opfordrer Jette Søndergaard som har været primus motor for affaldsturen hos Aarstidens Kvinder. Tilmed var vejret formidabelt til indsamling af affald, og de aktive kvinder er enige om, at det føles godt at gøre en synlig indsats i lokalområdet.


Foto: Lions - Artidens Kvinder i gang med at rense Planetstien fra Aars til Blære.

Ren Natur i hele Danmark
Affaldsindsamlingen er en del af projekt Ren Natur som er et koncept udviklet af Hold Danmark Rent, og alene i 2021 er der blevet udbudt 468 ruter fordelt over hele Danmark. Hold Danmark Rent tror på, at problemet med henkastet affald kan løses via en positiv tilgang – og ved at man tager et fælles ansvar for at opnå gode resultater lokalt. Er man alene kan det synes uoverskueligt at holde lokalområdet rent, men sammen kan vi være med til at befri naturen og lokalområderne for det efterladte affald.

Kilde: Lions - Aarstidens Kvinder