Aars Tennisklub: Generalforsamling 2021

Profilbillede
dato

Generalforsamlingen for Aars Tennisklub 2021 blev noget anderledes end sædvanlig. Normalt afholdes denne i februar, men i år blev det afholdt, som en sommerfest for deltagerne i fuld sol og med efterfølgende grill og hygge. Grunden til at generalforsamlingen blev rykket så meget skyldtes de coronarestriktioner, der var i vinter.

Ved generalforsamlingen var der besøg af Spar Nord ved repræsentant Gert Rasmussen grundet forlængelse af et mangeårigt makkerskab. Aftalen skulle oprindeligt have været offentliggjort i februar, men har afventet klubbens generalforsamling.

- Vi er glade for aftalen med Aars Tennisklub, der er en god ambassadør for banken, og det de gør for deres medlemmer – ung som ældre – vil vi gerne fortsat bakke op omkring, lyder det fra Gert.

Dette var den første af to fantastiske nyheder, som Gert Rasmussen fik lov at overlevere denne aften. Han fik nemlig også lov til at udnævne og overrække en pris for ”Årets Senior 2020” i Aars Tennisklub. Valget faldt på Monica Henningsen, som fik titlen med følgende begrundelse:

- Monica har været et engageret medlem af Aars Tennisklub i mange år og var nok også en af grundene til, at hele familien Henningsen, blev en rigtig tennisfamilie. Hun har samtidig været en stor del af fællesskabet i klubben. Hun har været turnering/holdspillertennis fra ungdomsårene og har også fungeret som hjælpetræner og senere som træner, og vi ved, at børnene er rigtig glade for hende. Monica har gjort sig særligt bemærket i bestyrelsens øjne, for uanset hvilket arrangement der har været planlagt, uanset forholdende, har vi altid kunne regne med, at hun stod klar til at hjælpe til. Hun valgte i 2020 at gå ind bestyrelsen som turnering/træneransvarlig og er ikke bleg for at sige, hvad hun mener. Monica er en foregangskvinde for Aars Tennisklub og har virkelig fortjent titlen som Årets Senior 2020, lyder det fra formanden Jesper Hartvig Kristensen.

Som et minde for titlen modtog Monica en gave fra Kop og Kande, Aars samt en buket blomster. Herfra skal der lyde et stort og velfortjent tillykke.


Inden festlighederne for alvor kunne gå i gang, manglede der dog lige at blive overrakt endnu en pris. Denne gang for ”Årets Junior 2020”, som gik til Marcus Krog Pedersen. Om udnævnelsen og om Marcus havde træneransvarlig Monica Henningsen følgende at tilføje:

- Marcus får pokalen fordi han har været i en eksplosiv udvikling, altid er til træning g konstant vil forbedre sig tennismæssigt. Han er også god til at komme ud og vise klubbens farve frem, både i almindelige turneringer og holdkampe, hvor han sammen med hans bror, Alexander, udgør en farlig duo.

Stort tillykke til Marcus for hans ihærdige indsats igennem det seneste år.


I bestyrelseslokalet er der også sket en mindre rotation, da Bo Christiansen fratræder sig sin bestyrelsespost.

- Der skal lyde en kæmpe tak til Bo, som igennem næsten 4 år har lagt et utroligt stort stykke arbejde i Aars Tennisklubs senior/motionistafdelingen. Han er en ressource som vil blive savnet, lyder det fra en taknemmelig formand Jesper.

På hans plads indtræder Christian Møller Nielsen i bestyrelsen. Velkommen til.

Til sidst er der bare at sige stor tak til alle fremmødte og alle vores dejlige medlemmer, som vi har savnet igennem det seneste års tid. Det er godt at have jer tilbage!

Kilde: Aars Tennisklub