Mandag aften afholdt Aars Rotary Klub en afskedsfest for sydkoreanske Juyoung Park, der har tilbragt det sidste år i Danmark som udvekslingsstudent.
Gennem sine 10 måneder i landet har Juyoung oplevet dansk hverdagsliv med fire forskellige værtsfamilier, gået på Vesthimmerlands Gymnasium og deltaget i både indenlandske og udenlandske aktiviteter sammen med andre udvekslingsstudenter.
Afskedsfesten bød på klaverspil af Juyoung og et tilbageblik på årets mange oplevelser. Inden hjemrejsen til Sydkorea, har Juyoung endnu et par uger i Danmark til at samle de sidste minder. Rotary Klub opfordrer unge mellem 15-17 år til at deltage i fremtidige udvekslingsprogrammer.
Kilde: Aars Rotary Klub